Kender du Snusen og den gule sløjfe?

Søde Snusen blev som hvalp udsat for et voldsomt traume, hvilket har resulteret i, at hun i dag lider af alvorlig angst. Hun kan ikke være alene hjemme, og det er kun få mennesker udover hendes ejer, der kan røre hende uden, at det udløser en voldsom panikangst.

Derfor er hver luftetur ofte en udfordring, da mange gerne vil hilse på søde Snus.

Snus har derfor fået en gul sløjfe på – en venlig reminder til andre om at lade hende få sin gåtur i fred og ro!

Hvis du ser en hund på gaden med en gul sløjfe på selen eller snoren, så er det ikke bare en forårsbebuder om påskens komme!

Den gule sløjfe er en venlig påmindelse om ikke at hilse på hunden, men derimod holde en høflig afstand – lidt som en pendant til solsikkesnoren, som også bliver mere udbredt.

Selvom mange hunde ser søde og imødekommende ud, kender du ikke deres historie eller ved, hvordan de har det. Hvis en hund for eksempel er syg med kennelhoste, skal den ikke i nærheden af andre hunde.

Mange hunde bærer på traumer, hvor angsten sidder i kroppen, og selv den mindste lille håndbevægelse kan aktivere deres alarmberedskab og udløse panikangst.

Måske er hunden i gang med et træningsforløb, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at den hele tiden forstyrres på turen.

Mange hunde ser rigtig søde og imødekommende ud. Men husk, at du ikke ved, hvad der gemmer sig bag det pelsede ydre. Spørg altid ejeren, om du må hilse.

Husk generelt – alle hunde behøver ikke at hilse på hinanden. Som med dyr, såvel som med mennesker: “Some you like, some you don’t”!

Respekter, når andre holder afstand! Vi skal alle sammen kunne være her. Den gule sløjfe er en hjælp til større forståelse for hinanden, så flere dyr får det bedst mulige liv.