
Lad ikke din hund løbe med pind i munden!
Forleden fik vi besøg af Snif, den sødeste brune labrador. Snif havde som så ofte før, været på en dejlig tur i parken og havde taget en af de mange pinde, der ligger i skovbunden. Desværre snublede han, og pinden torpederede svælget på ham.
Da han kom til klinikken, virkede han umiddelbart okay, trods blod og savl fra munden. Han blev bedøvet, så vi kunne vurdere omfanget af skaden. Med en kikkert (endoskopi) blev hans mund og svælg undersøgt, og det afslørede et kæmpe hul i den bløde gane bag tungen.
Snifs situation var så alvorlig, at han blev henvist til dyrehospitalet, hvor han eventuelt skulle CT-scannes. Snif endte med at blive syet sammen i ganen og sendt hjem.
I dag har Snif været til kontrol, og heldigvis ser hullet ud til at hele, som det skal. Det er et under, at Snif har overlevet sine skader, og vi blev meget glade for at se ham igen. Da vi sendte Snif videre forleden, vidste vi alle godt, at det langt fra var sikkert, han ville klare den. Det er det hul i sjælen, vi bærer med os ud i livet.
Lad det være en reminder om aldrig at kaste pind til din hund eller lade den løbe med en pind i munden. Et splitsekund med en pind kan være nok til at sætte en stopper for livet.

Hullet efter pind

Snif til kontrol