EU har vedtaget den første fælles lovgivning om hundes og kattes velfærd, avl, identifikation og sporbarhed.
Det lyder umiddelbart som en stor nyhed for danske hundeejere. Men på avlsområdet er historien lidt mere nuanceret.
For Danmark har allerede siden 1. juli 2025 haft omfattende regler for avl af hunde. Reglerne gælder ikke kun professionelle opdrættere og kenneler, men også den private hundeejer, der ønsker et enkelt kuld hjemme i stuen.
Så hvad bliver egentlig nyt med EU-reglerne?
På nogle områder minder EU-reglerne meget om dem, vi allerede har. På andre områder går Danmark længere. Og især når det gælder katte, sporbarhed, onlinehandel og fælles europæisk kontrol, kan EU-reglerne få stor betydning.
Først helt kort: Hvornår er en EU-regel egentlig en lov?
EU-systemet kan godt være lidt svært at gennemskue, fordi ikke alt, der kommer fra EU, har samme juridiske betydning.
De vigtigste begreber er:
En EU-forordning er bindende lovgivning.
Når en forordning er vedtaget og træder i kraft, gælder den direkte i medlemslandene. Danmark skal altså ikke først vedtage en tilsvarende dansk lov for at gøre reglerne gældende. Der kan dog være lange overgangsperioder, og Danmark kan skulle lave nationale regler om blandt andet kontrol, myndigheder og sanktioner.
Et EU-direktiv er også bindende, men på en anden måde.
Et direktiv fastsætter det resultat, medlemslandene skal nå, men landene bestemmer i vid udstrækning selv, hvordan reglerne gennemføres i deres nationale lovgivning. Danmark skal derfor normalt ændre eller vedtage danske regler for at gennemføre et direktiv.
En EU-beslutning er bindende for dem, den er rettet til.
Det kan eksempelvis være et bestemt medlemsland, en virksomhed eller en gruppe af lande.
En anbefaling er ikke lov.
EU kan anbefale medlemslandene eller andre at handle på en bestemt måde, men en anbefaling skaber ikke i sig selv en juridisk pligt.
En udtalelse er heller ikke bindende.
Den bruges til at tilkendegive en vurdering eller holdning.
Den nye lovgivning om hunde og katte er en forordning – Forordning (EU) 2026/1818. Det er altså bindende EU-lovgivning og ikke blot en politisk anbefaling.
Forordningen er vedtaget, men reglerne indføres gradvist. Hovedparten skal anvendes fra 31. august 2028, mens enkelte krav har længere overgangsperioder.
Danmark var allerede foran på hundeavl. De danske regler bygger på et grundlæggende princip:
En hund må ikke anvendes i avl, hvis dens sundhedstilstand eller anatomiske, fysiologiske eller adfærdsmæssige egenskaber med rimelighed kan forventes at påvirke moderdyrets eller afkommets sundhed og velfærd negativt.
Det betyder i praksis, at spørgsmålet ikke længere blot er: “Kan denne hund få hvalpe?” Men: “Er det sundheds- og velfærdsmæssigt forsvarligt, at denne hund får hvalpe – og risikerer vi at videreføre sygdom eller egenskaber, der giver næste generation et dårligere liv?”
Det princip ligger meget tæt på tankegangen i den nye EU-lovgivning. Men der er også væsentlige forskelle.
Danmark og EU – hvor ligger forskellene?
Tævens alder ved første parring!
Danmark:
Tæven skal som udgangspunkt være mindst 18 måneder ved første parring. For store racer gælder en højere aldersgrænse.
EU:
En tæve må ikke anvendes i avl før sin anden løbetid. Danmark har således allerede valgt en meget konkret aldersbaseret beskyttelse af tæven.
Hvor mange kuld?
Danmark:
En tæve må højst få fem kuld i hele sit liv. Derudover gælder regler for, hvor tæt kuldene må ligge.
EU:
En tæve eller hunkat må højst få tre kuld inden for to år. Har hun fået tre kuld inden for denne periode, skal hun derefter have mindst ét års pause. Grundtanken er den samme: reproduktion må ikke være så intensiv, at moderdyrets sundhed og velfærd kompromitteres.
Danmarks loft på fem kuld gennem hele tævens liv er samtidig en meget konkret national begrænsning.
To kejsersnit – samme princip!
Her mødes Danmark og EU meget tydeligt. Danmark: Efter to kejsersnit må en tæve ikke længere anvendes i avl.
EU: Efter to kejsersnit må en tæve eller hunkat ikke længere anvendes i avl.
Det er en vigtig bestemmelse, fordi behovet for gentagne kejsersnit ikke kun er et spørgsmål om selve fødslen. Hvis en bestemt anatomi betyder, at naturlig fødsel gentagne gange er vanskelig eller umulig, bliver det også relevant at spørge, om vi bør fortsætte med at avle på den.
Ældre tæver skal vurderes af en dyrlæge!
Også her minder reglerne om hinanden. I Danmark kræver videre avl på en ældre tæve en dyrlægefaglig vurdering.
EU indfører ligeledes krav om fysisk dyrlægeundersøgelse af en tæve fra otte år, før hun anvendes i avl. For hunkatte sættes grænsen ved seks år. EU bringer dermed katten ind i et system, der på flere områder minder om den beskyttelse, danske avlstæver allerede har.
Danmark er mere konkret omkring bestemte sygdomme!
Her er en væsentlig forskel. Danmark har allerede indført obligatoriske undersøgelser for bestemte racer og sygdomme.
Det gælder blandt andet undersøgelser for:
- BOAS hos fransk bulldog, engelsk bulldog og mops
- HD og i visse tilfælde AD hos en række racer
- IVDD hos gravhunde
- Syringomyeli og MMVD hos Cavalier King Charles Spaniel.
Resultaterne kan have direkte betydning for, om hunden overhovedet må anvendes i avl, eller hvilke hunde den må parres med.
Det danske system siger altså allerede i konkrete tilfælde: Denne sygdom eller anatomiske egenskab er så vigtig for hundens og afkommets velfærd, at vi stiller et specifikt sundhedskrav før avl.
EU-reglerne starter mere overordnet, men åbner samtidig for noget, der på længere sigt kan blive meget vidtgående.
EU sætter fokus på ekstremavl!
EU indfører et princip om, at hunde og katte med ekstreme anatomiske træk, der indebærer høj risiko for negative velfærdskonsekvenser, ikke skal anvendes i avl.
Det interessante bliver definitionen af “excessive conformational traits”. Hvornår er en kort snude et racepræg – og hvornår er den blevet så kort, at hundens normale vejrtrækning kompromitteres? Hvornår er hudfolder et karakteristisk udseende – og hvornår disponerer de dyret for kronisk sygdom? Hvornår er en bestemt kropsbygning et racekendetegn – og hvornår påvirker den hundens mulighed for at bevæge sig, føde naturligt eller leve et normalt liv?
EU-Kommissionen skal senere fastlægge mere detaljerede kriterier for de ekstreme anatomiske træk.
Det kan på sigt blive et af de områder, der får størst betydning for europæisk hunde- og katteavl.
Genetikken kommer ind!
EU-reglerne går videre end alene at se på dyrets ydre.
Avlsstrategier skal tage hensyn til genetiske egenskaber, som kan medføre negative konsekvenser for sundhed og velfærd. Kommissionen får mulighed for senere at fastlægge mere detaljerede regler om genetiske egenskaber og genotyper, dvs. de egenskaber som generne er med til at bestemme.
Det rejser nogle meget interessante faglige spørgsmål, da genetik sjældent er "sort eller hvidt".
En genetisk variant kan komme til udtryk i forskelligt omgang, og nogle sygdomme bestemmes af flere gener. En meget snæver udelukkelse af dyr fra avl kan samtidig reducere den genetiske diversitet i en race.
Fremtidens ansvarlige avl kommer derfor ikke nødvendigvis til at handle om at fjerne alle genetiske varianter, men om at bruge genetisk viden intelligent uden samtidig at gøre racernes genpuljer unødigt små.
Indavl – Danmark og EU går samme vej!
Parringer blandt den nærmeste familie er allerede forbudt efter de danske regler.
EU indfører ligeledes begrænsninger for nært beslægtede parringer, herunder mellem forældre og afkom, søskende og andre meget nært beslægtede dyr. EU åbner samtidig mulighed for særlige undtagelser, hvis det er nødvendigt for at bevare lokale racer med meget begrænsede genetiske populationer.
Igen ser vi balancen mellem to hensyn: Vi skal begrænse indavl – men vi skal samtidig bevare genetisk diversitet.
Den største danske forandring kan komme på katteområdet!
På hundeområdet vil en del af EU-reglerne derfor føles velkendte i Danmark.
For kattene er situationen en anden. EU-reglerne omfatter både hunde og katte og indfører fælles krav om identifikation og registrering. Det kan få stor praktisk betydning i Danmark.
Vi har i mange år haft lovpligtig mærkning og registrering af hunde, mens vi ikke har haft et tilsvarende universelt lovkrav for alle privatejede katte. Kravene kommer dog ikke fra den ene dag til den anden. EU-forordningen indeholder lange overgangsperioder. Kravet om identifikation og registrering af private hunde, som ikke markedsføres, indfases senest i 2036, mens den tilsvarende frist for private katte er 2041.
På længere sigt kan det betyde, at katte får samme entydige forbindelse mellem dyr, chip, register og ejer, som vi allerede kender fra hundene.
Det kan gøre en stor forskel for bortløbne katte, internater, dyrlæger og myndigheder – og ikke mindst for muligheden for at placere et ansvar hos den person, der ejer dyret.
EU angriber også den illegale hvalpe- og killingehandel!
Danmark kan stille strenge krav til dansk avl. Hunde og katte handles ofte over landegrænser. Et dyr kan være født i ét land, transporteret gennem et andet og annonceret på nettet til en køber i et tredje.
Derfor hjælper gode danske avlsregler kun et stykke af vejen.
EU-reglerne indfører fælles krav til identifikation og registrering og skal gøre dyrene langt mere sporbare på tværs af Europa. Onlinehandel bliver samtidig en del af systemet, så oplysninger om dyrets identitet og registrering i højere grad skal kunne verificeres.
Det kan blive en af de vigtigste forskelle mellem de danske regler og EU-reglerne:
Danmark kan regulere dansk avl. EU kan regulere hele kæden på tværs af landegrænser.
Udstillingerne kommer også i fokus!
EU går samtidig ind i en problematik om forholdet mellem udstilling og avl.
Hunde og katte med de nærmere definerede ekstreme anatomiske træk kan blive udelukket fra udstillinger, shows og konkurrencer. Det, vi belønner i udstillingsringen, risikerer også at blive det, vi avler efter. Hvis et ekstremt udseende præmieres, skabes der samtidig et incitament til at gøre næste generation endnu mere ekstrem.
EU forsøger derfor ikke kun at påvirke selve parringen, men også den kultur og efterspørgsel, der kan drive avlen.
Hvad kan EU-reglerne konkret komme til at betyde i Danmark?
For danske hundeopdrættere bliver det næppe en revolution fra den ene dag til den anden.
Meget af grundtanken findes allerede i dansk lovgivning. Men på længere sigt kan vi blandt andet få
Mere ens regler for importerede og danskavlede dyr.
Det bliver vanskeligere at stille høje krav til danske opdrættere og samtidig acceptere dyr produceret under væsentligt dårligere forhold andre steder.
Langt bedre sporbarhed.
Et dyr skal i højere grad kunne følges tilbage til sin oprindelse og den ansvarlige person.
Større kontrol med onlinehandel.
Det bliver vanskeligere at bruge anonyme eller tvivlsomme annoncer som indgang til illegal handel.
Markant større regulering af katteområdet.
Katte bevæger sig på længere sigt mod et system med identifikation og registrering, der i højere grad minder om det, vi kender fra hundene.
Mere fokus på funktion frem for udseende.
Ekstreme anatomiske træk bliver ikke kun et spørgsmål om smag eller racestandard, men om dyrevelfærd.
En større rolle til dyrlægen.
Dyrlægefaglige vurderinger, undersøgelser og dokumentation bliver en vigtig del af arbejdet med at sikre forsvarlig avl.
Danmark kan fortsat gå længere, hvis vi vil!
EU-reglerne skal skabe et fælles europæisk minimumsniveau. Det betyder ikke, at Danmark nødvendigvis skal opgive strengere nationale regler på områder, hvor EU-forordningen giver mulighed for at fastholde eller indføre et højere beskyttelsesniveau. Målet bør ikke være, at alle lande sænker eller hæver sig til præcis samme niveau.
Målet bør være, at ingen hund eller kat i EU falder under et forsvarligt minimum – samtidig med at lande som Danmark fortsat kan gå foran.
Avlsdebatten handler i stigende grad om dyrets funktion og livskvalitet. Et bestemt udseende bør aldrig være vigtigere end muligheden for at trække vejret frit, bevæge sig normalt, føde uden unødig risiko, se, høre og leve uden kroniske smerter eller sygdom.
Den måske vigtigste udvikling i både den danske og europæiske lovgivning kan derfor sammenfattes ganske enkelt:
Vi bevæger os fra kun at spørge, om et dyr lever op til et bestemt raceideal, til også at spørge, om vores avlsideal giver dyret mulighed for at leve et godt liv.
Vil du læse mere?
Den nye EU-forordning – den officielle lovtekst
Forordning (EU) 2026/1818 om hundes og kattes velfærd og sporbarhed:
https://eur-lex.europa.eu/eli/reg/2026/1818/oj
EU-Kommissionens oversigt over de nye regler for hunde og katte
https://food.ec.europa.eu/animals/animal-welfare/protecting-welfare-dogs-and-cats_en
EU-Rådets omtale af vedtagelsen af reglerne
https://www.consilium.europa.eu/en/press/press-releases/2026/05/22/council-approves-a-deal-on-strengthening-the-welfare-and-traceability-of-cats-and-dogs/
Fødevarestyrelsen: Regler for avl af hunde i Danmark
https://foedevarestyrelsen.dk/dyr/autorisation-godkendelse-registrering-og-tilladelse/tilladelse/erhvervsmaessig-beskaeftigelse-med-hunde/regler-for-avl-af-hunde
Fødevarestyrelsen: Vejledning til dyrlæger om hundeavl
https://foedevarestyrelsen.dk/dyr/autorisation-godkendelse-registrering-og-tilladelse/tilladelse/erhvervsmaessig-beskaeftigelse-med-hunde/dyrlaegers-tjek-af-avlshunde
Den danske bekendtgørelse – den juridiske lovtekst
Bekendtgørelse nr. 607 af 26. maj 2025 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af hunde:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/607
Hvad er forskellen på en EU-forordning, et direktiv og en anbefaling?
EU-Kommissionens officielle forklaring:
https://commission.europa.eu/law/law-making-process/types-eu-law_en