Fjernelse af næsefold på Engelsk Bulldog

Walter, en 5-årig Engelsk Bulldog, havde hele livet døjet med hudproblemer. Bylder mellem poterne, allergi og kløe generede hunden. Særligt huden i hovedet var irriteret.
Walthers ejer brugte hver dag lang tid på at rense folderne, således den værste betændelse blev holdt i skak. Hudproblemerne blev også med jævne mellemrum behandlet med antibiotika, men de blev ved med at vende tilbage.

Hvad er problemet med en udtalt hudfold i hovedet?

Bulldogs er ofte karakteriseret ved at have en stor hudfold over næsen.

Walther_foto1

Bulldog med udtalt hudfold over næseryggen

 

På Walther var denne fold særligt udtalt og gjorde, at huden under folden ikke fik luft. Huden under folden var derfor permanent, rød og betændt til stor gene for hunden. Hunden forsøgte ofte at kløe sit hoved, specielt forsøgte han at kløe sig i den fold, hvor der jo aldrig kom luft til. Walther brugte både poterne, men gnubbede også sit hoved på gulvtæpper og lignede.

Walther_foto2

Betændelse under hudfolden

 

Efter mange års forsøg på at komme problemet til livs med rensning og medicinsk behandling, blev det besluttet, at Walther skulle opereres. Hudfolden skulle fjernes. På denne måde ville huden kunne få luft og ikke så nemt blive betændt.

Hvordan foregår operationen?

Walther blev bedøvet og gjort klart til operation. Med fine snit blev folden skåret fri på begge sider -og fjernet. Herefter blev huden syet sammen igen.
Walther skulle efter operationen behandles med antibiotika og smertestillende medicin. Han skulle have en krave på, så han ikke kunne komme til at kradse stingene op igen.

Hvad sker der efter operationen?

10 dage efter operationen kom Walther til fjernelse af tråde. Walther havde ikke være synderligt generet af disse. Men han var derimod ikke så interesseret i at klø sig i hovedet som tidligere. Alle Walthers udfordringer med hudbetændelse i hovedet er næppe slut endnu. Men med fjernelse af hudfolden, er der i hvert fald et område, der ikke vil være så irriteret mere.

 

Walther_foto4

Hudfolden over næsen er meget mindre betændt efter operationen

At vælge et ”løft” i helbredet

Man kan vælge at diskutere etikken i at gå ind og give en hund en “ansigtsløftning”. Men man bør huske, at operationen jo ikke udføres på grund af et ønske om at ændre hundens udseende… Operationen vælges fordi den skønnes i høj grad at kunne give hunden en bedre livskvalitet. En livskvalitet uden konstant hudirritation omkring næsen, på kinderne, ved øjenomgivelserne og på mundflapperne.

Bulldogs er skønne, og vi skal gøre alt vi kan for at de har det så godt som muligt. Ligesom vi naturligvis skal med alle vores kære kæledyr, store som små – rynkede som ikke rynkede…

 

Walther_foto6

Walther nogle uger efter operationen

 

Walther_foto5

Walther nogle uger efter operationen