Har du haft fat i testiklerne i dag?
Kræft rammer også vores kæledyr. Heldigvis kan vi ofte finde kræften tidligt i forløbet. Du kan som ejer af et kæledyr selv gøre en indsats og finde nogle former for kræft i tide.
Du skal hyppigt gennemgå din hund. Uanset om du har en hvalp eller en voksen hund, skal du lære, hvordan hunden ser ud og føles, når den er sund og rask.
På den måde kan du kan skelne normalt fra unormalt. Det kræver træning og nærvær, men kan blive et hyggeligt ritual med dig og din hund.
Testikelkræft ses hyppigt hos ældre hanhunde.
Du skal ikke have berøringsangst overfor kuglerne, trods det for nogle, kan virke grænseoverskridende at nærstudere organet.
Ved du egentlig hvordan en testikel er opbygget? Kælenavnet ”kuglerne” er egentlig misvisende, da en testikel består af 2 dele: testikel og bitestikel.
I testiklerne dannes det mandlige kønshormon testosteron. Bitestiklen ligger for enden af testiklen, og her opbevares sædcellerne.
Hvordan skal testikel føles?
Hvis du mærker efter, vil du føle, at testiklen er todelt, og der yderst er en lille ”tut”. Det er bitestiklen, du mærker. Du skal gerne kunne fornemme overgangen fra testikel til bitestikel. Testiklen skal samlet set ikke føles ”kuglerund”.
De 2 testikler skal gerne være ens i størrelse. Føles den ene testikel større end den anden, skal du straks gå til dyrlægen. Det er nemlig tegn på kræft i testiklerne.
Hos dyr er behandlingen af testikelkræft fjernelse af begge testikler. Man laver gerne en undersøgelse af, om kræften har spredt sig før operationen. Er dette ikke tilfældet, har hunden gode chancer for at blive helt rask igen.
Jo tidligere sygdommen opdages, jo bedre er prognosen for helbredelse.
Hos hunde med testikelkræft ses ofte en overproduktion af kvindeligt kønshormon. Det kan medføre hårtab, vækst af vævet i brystkirtlerne, den raske testikel bliver mindre og andre hanhunde kan udvise interesse på grund af den feminine duft. Dog opdages sygdommen almindeligvis ved, testiklerne forandrer sig.
Just do it!
Så tag nu fat i de testikler! Det kræver måske lidt ”balls”, men det kan gøre en forskel for liv og død!
Måske nogle vil finde anledning til at overføre lidt viden fra dyrene til menneskelige verden?
Så hvis det kan være svært at bringe kuglerne på bordet, så kan dyrene tjene som inspirationskilde?